Smeltende ure i drømmeagtige landskaber eller timeglas som subtile påmindelser om, at vores tid her på jorden er begrænset.
Gennem tiden har uret spillet en stor rolle i kunsten, og den hverdagsagtige brugsgenstand, som har stor praktisk betydning, er efterhånden blevet et symbol på noget grundlæggende ved menneskelivet, nemlig bevidstheden om vores egen dødelighed, og som følge deraf også spørgsmålet om, hvad vi prioriterer og ønsker at opnå i tilværelsen.
Uret er et objekt, som vækker genklang hos de fleste, uanset om man interesserer sig for kunst eller ej, og af samme grund kan man måske antage, at det klassiske armbåndsur ikke forsvinder fra vores hverdag lige med det samme, også selvom mange mennesker i dag foretrækker at bruge det ur, som findes på smartphonen. Den mentale tilknytning til uret er ganske enkelt for stærk.
Dette er ikke noget nyt fænomen, selv i en tid, hvor det mekaniske ur endnu ikke var blevet hvermandseje, var symbolikken alligevel i brug i form af forløberen, timeglasset:
“Og når til sidst på herrens bud, vort timeglas udrinder” skrev Grundtvig i 1844 i salmen “Nu falmer skoven trindt om land”.
Allerede her ser man, hvordan uret – eller timeglasset – ikke kun er et praktisk redskab til måling af tid, men samtidig også et billede på et eksistentielt grundvilkår.
Man kan spørge sig selv, hvor mange andre tekstforfattere, malere, billedhuggere og andre, der gennem tidens løb har benyttet uret til at udtrykke lige netop dette. Selvom man nok aldrig kommer tæt på et svar, har man måske alligevel et svar på, hvorfor uret stadig synes relevant i vores digitale tidsalder.